Herrerne sætter ungdommen på plads
Det var dagen derpå - og det var ikke tømmermænd der lagde grund til spillernes brok. Det var tværtimod den hårde fysiske kamp i går, der sad i ben og resten af kroppen. Men der var enighed om, at det ikke skulle bruges som undskyldning, når det var Vorup FB's U19 hold, der skulle køres over.
Kampens begyndelse gik ikke helt som trænerteamet ville have. Borup skulle sætte sig på kampen og styre spillet. Det var vigtigt at holde tempoet i bund, så gutterne ikke blev overløbet af de unge drenge fra Nordjylland Midtjylland. Der gik under fem minutter, før man kunne se bekymringen tage til i cheftræner Lars Fogdes ansigt, da Vorup bragte sig foran på hurtigt spil fremad.
Otte minutter senere blev bekymringen kun større da de kommer på 2-0, da en Vorup-spiller putter et forkølet skud ind helt nede ved stolpen. Her kunne man godt se, Mads Thuesen ikke er vant til at stå på (fodbold)mål, da hans forsøg på at kaste sig ikke var nok. "Hvorfor var det jeg havnede på mål?", spurgte han frustreret trænerteamet.
Den hurtige tomålsføring til Vorup gav frygt for en afklapsning, især fordi spillerne så trætte og uoplagte ud. Men omkring 20 minutter inde i kampen, begyndte Borup at lukke ned for Vorups midtbane og derved hurtige omstillinger. Dette gav også chancer til sjællænderne, hvor Patrick Bøhm i det 23. minut udnyttede en halv chance, da han lægger den flot over målmanden fra kanten af feltet. Bare tre minutter senere kom udligningen og glædesrusen bredte sig i trænerteamet. Samme glædesrus kunne også ses på Andreas Mikkelsen, der fejrede sin scoring med et par høje knæløft - en lidt underlig jubelscene.
2-2 var også stillingen til pausen, hvor trænerteamet udtrykte deres tilfredshed med de sidste 25 minutter, hvor Borup havde styret tempoet og kampen. Samme tendens fortsatte også efter dommerens fløjt til anden halvleg. Der gik kun ti minutter før Patrick kunne score sit andet mål denne søndag. Det var efter et hjørnespark, der var endt med lidt klumpspil, han kunne putte den i netmaskerne.
Borup var farlige på dødbolde i dagens opgør, for kort tid efter kunne Andreas Mikkelsen have headet den i mål på et hjørnespark. Han brugte dog isen - en meget svær detalje, der gav ondt i hovedet.
Fem minutter efter var det så Borups tur til at føre med to mål, da vi fik endnu en dobbelt målscorer. Det var Andreas på spil igen, da han trækker ind i banen og banker den ind bag en usikker målmand, hvilket han kommenterede efter kampen med: "Jeg aner ikke hvor jeg skyder henne, når jeg skyder."
I løbet af resten af kampen, blev det kun til flere chancer til Borup, mod et træt Vorup-hold. Specielt Martin Mouritsen fik flere store chancer, der nok burde være konverteret til mål.
Kasper Valdbjørn skulle kun bruge én for at passere den jyske målmand. Et indlæg havnede i hovedet på ham, som han fint lagde i en (meget) blød bue i modsatte side af målet.
Om end kampen ikke havde samme tempo og underholdningsværdi som i går, var det igen en god præstation af gutterne. Helt klar en 5-2 sejr, der giver et selvtillidsboost frem mod næste weekends forårspæmiere mod Boeslunde BK.