Der blev sagt "på gensyn"
"Nu har jeg prøvet i fem år at forklare jer det: Vi er hurtige i omgangen med bolden, så slip den nu". Det var ordene cheftræner Lars Fogde indledte sit sidste kampoplæg med. "I dag vil jeg bare sidde på bænken og nyde jer spille fodbold, som jeg skal fremover". Kampen havde nemlig ingen betydning for tabellen, for hverken hjemme- eller udeholdet. Udeholdet IF Svend Gønge var allerede rykket ned, og Borup havde sikret sig 6. pladsen. Derfor stod den også på lodtrækning til startopstillingen til anden halvleg, hvor der specielt var rift om pladserne helt oppe foran og pladsen på mål.
Det var dog en umålelig stærk start 11'er der stillede op i de 20+ graders varme, hvilket også blev udtrykt efter bare 35 sekunder, hvor Ali Chahrour i feltet bliver nedlagt, og der dømmes straffe. 15 sekunder efter lå bolden bag i nettet, med sidste borupfod værende topscorer Patrick Bøhm. Det var dermed en af sæsonens hurtigste mål.
Resten af halvlegen bød på flot Borup spil, og det var tydeligt at spillerne hyggede sig. De fri tøjler gav spillerne mulighed for at udfolde sig, og tage spillet med ro. Der blev skabt store chancer, men der skulle gå 35 minutter af kampen før Mathias Petersen kunne udbygge hjemmeholdets føring. Ali Chahrour var igen indblandet, da han lagde den målgivende aflevering til den fremmadstormende midterforsvarer.
Anden halvleg bød på det totalt modsatte efter omrokeringen, der blandt andet betød Johnny Bannergaard på toppen, Ali Chahrour i midterforsvaret og Mads Jacobsen på mål. Her herskede kaos, specielt i organisationen, hvor Svend Gønge fik noget nemmere ved at løbe igennem Borupforsvaret. Der gik også blot fem minutter før der var reduceret, og i det 63. minut var der udlignet, på et mål hvor det var tydeligt Mads Jacobsen ikke til dagligt trækker målmandshandskerne på.
Få minutter efter måtte Andreas Mikkelsen, der nu lå på midtbanen, se gult efter en noget voldsom tackling bagfra. 11 mod 10 hjalp kun Svend Gønge mere, og med få minutter tilbage af udvisningen, så anfører Mads Skjaldgaard sig nødsaget til at hive en modstander omkuld i feltet. Dette blev både takseret til straffespark, og rødt kort. Straffesparket blev selvfølgelig udnyttet, og efterfølgende brugte Svend Gønge også kun to minutter på at udbygge føringen til 4-2.
Anden halvleg bød altså ikke på samme hyggelige stemning som første, men så snart dommeren fløjtede af var stemningen genskabt. Nu skulle Lars Fogde og hans tid som seniortræner fejres. Der blev dog ikke sagt farvel, men derimod på gensyn til sportschefen.