Byrådet i Køge Kommune har i dag indgået budgetforlig for 2015-2018. For Borup Fodbold er det gode og store nyheder - Køge Byråd har besluttet at afsætte midler til etableringen af en Kunstgræsbane i Borup allerede i 2015. Det betyder, at der nu skal sættes gang i arbejdet med planlægningen af projektet, og afklares hvordan Borup Fodbold kan bidrage med i processen. Et arbejde, som bestyrelsen glæder sig meget til at igangsætte sammen med klubbens mange aktive trænere og medlemmer.
Formand for Borup Fodbold, Jakob Koed udtaler med jubel i stemmen: "Den 22. september vil gå over i fodboldhistorien i Køge Kommune - en kunstbane i Borup vil blive til fordel for alle omkringliggende klubber, Gørslev, Vemmedrup, Ejby og Bjæverskov. At politikerne så ydermere har besluttet at afsætte penge til endnu en bane i Rishøj, vil tilgodese klubberne i den nordlige del af Køge Kommune. Alle vil få flere muligheder for vintertræning og vinterturnering. Et kæmpe tillykke til fodbolden i hele Køge Kommune, og naturligvis specielt til vores gode fodboldkolleger i Rishøj, over at de nu også får en kunstbane på deres anlæg."
Og han fortsætter: "Det er stort og vi er meget glade for denne beslutning, som er den rigtige for udviklingen af breddefodbolden i Køge Kommune. Der skal også lyde en tak til politikerne for at se hvor meget idrætten og ikke mindst fodbolden betyder for samfundet og kommunen. Dette er også et skulderklap til de mange frivillige der den ene dag efter den anden bruger deres fritid til at styrke arbejdet med børn og unge i idrætten."
Dagbladet Køge bragte historien den 24. september 2014. Læs her.