Fodboldnytårsfest i Borup
Lørdag den 27. december blev der afholdt Nytårsstævne i Borup Hallen. Alle årgange i Borup Fodbold var inviteret og der var stor opbakning fra såvel spillere som forældre til arrangementet.
Dagen begyndte allerede kl. 8.30, hvor de yngste årgange startede på banen, mens forældrene støttede op og jublede undervejs. Kampene blev spillet for sjov og dette gav en hyggelig stemning for både spillere og forældre i Boruphallen.
Frem til klokken 14 havde klubbens børnehold været igennem en masse spændende oplevelser, som bl.a. bød på kampe mellem Chelsea, Barcelona og Borup. Efterhånden som formiddagen gik, kom der mere og mere tryk på kampene, ikke mindst da gruppekampene var overstået og holdene gik videre til placeringskampene. Dette blev dog håndteret på fornemmeste vis af de frivillige, der var på banen som dommere eller sad vagt ved tidtagerbordet.
I cafeen var der ind imellem meget travlt og det var dejligt at opleve det gode humør, som alle blev mødt med af de forældre, der havde tilbudt at tage ansvaret for kaffekanderne og de andre forfriskninger. Samtidig var der selvfølgelig lune æbleskiver og saft til alle spillerne efter kampene, så de kunne få lidt energi igen.
Fra kl. 14 blev det ungdomsholdenes tur til at indtage banen. Her trådte klubbens formand i karakter som officiel dommer, hvilket viste sig at blive nødvendigt. De unge mennesker, drenge og piger blandet årgange på holdene, havde god tænding i kampene og der blev udvist en fantastisk fightervilje, samtidig med at der blev smilet og grint på tværs af holdene.
Dagen blev afsluttet med en turnering, hvor klubbens trænere, seniorhold (herre og damer) spillede sammen med de ældste ungdomsårgange (U15, U16 og U17 drenge samt U18 piger). Her var også de nye syriske borgere i Borup inviteret med, og det var derfor oplagt at starte turneringen med en landskamp mellem Syrien og Danmark, hvor Danmark bestod af et særligt trænerhold. Engagementet fejlede intet og gav en forsmag på måske kommende spillere for Borups herreseniorhold.
Efter landskampen, blev turneringen en opvisning i hvordan Borup Fodbold har en række ukendte talenter, som måske burde spille i større klubber. Der var igen tænding på fra start til slut ? der var mange infights, flotte scoringsforsøg og seje driblinger til stor underholdning for de spillere, som ventede på at komme på banen i næste kamp.
Nytårsstævnet anno 2014 var altså endnu et bevis på hvor vigtig og god tradition stævnet er blevet i Borup Fodbold. Traditionen tro blev stævnet planlagt og afviklet med en stor indsats fra de tre arrangører Erik, Per og Lars. De tre arrangører kunne byde knap 300 af klubbens aktive spillere, trænere og ledere velkommen og takke dem for at tilbringe dagen i fodboldens tegn. Samtidigt havde rigtig mange forældre fulgt trop, så det tyder godt for det kommende fodbold år 2015 ? godt nytår.
Billeder fra Nytårsstævnet 2014 kan findes her.