DBU U14 pige træning i Borup
De 35 piger var blevet valgt efter to udtagelsessamlinger, hvor i alt mere end 100 piger havde været med til træningsaftener, hvor de var blevet testet og prøvet, for at se om de kunne stå distancen til at blive en del af DBU's talenttrup på årgangen.
Fra Borup Fodbold blev tre piger indstillet af trænertruppen til deltagelse i udtagelsessamlingen. På første fællestræning onsdag var der stadig en pige fra Borup med i truppen, nemlig Matilde Olesen, som vi talte med efter aftenens aktiviteter.
Matilde har haft to andre piger fra sit hold med sig på rejsen, nemlig Emma Sørensen Thomas og Elizabeth Lykke Glensvold. Desværre kom Emma og Elizabeth ikke igennem nåleøjet. Sammen med de øvrige U14 piger i Borup bakker de godt op om Matilde, som savner sine normale holdkammerater, når det hele bliver lidt overvældende. Til aftenens træning fandt Matilde dog hurtigt sammen med nogle af de andre piger, som også var alene med fra deres klub.
Matilde har oplevet en stor opbakning i forløbet fra sine klubkammerater i Borup. De andre piger synes, at det er sejt, at Matilde nu skal træne med DBU pigerne, og Matilde oplever selv at hun kan bringe input med tilbage til sit hold.
Matilde har i forløbet lært, at hun skal være udfarende og synlig, så hun bliver set af trænerne. Matilde fortæller om trænerne: "at de er rigtigt dygtige og giver meget konstruktiv feedback, så jeg ved hvordan jeg skal arbejde videre".
Efter aftenens træning gennemgik trænerne deres forventninger til pigernes engagement fremover. De skal være på, når træningen starter, de bliver vurderet hver gang og skal sørge for at møde op friske og veludhvilede. Det blev understreget at søvnen er rigtigt vigtig for pigerne, så deres kroppe får mulighed for at samle energi. Derudover bliver der sat fokus på kostplaner, hvor pigerne får information om hvilken mad, der er mest ernæringsrigtig i forhold til deres udvikling.
Samtidig forventer trænerne, at pigerne sætter DBU træningen højest og planlægger sammen med deres klub, hvordan de kan være klar til weekendsamlinger og turneringer, uden at have spillet flere kampe i ugen op til træningen.
Matilde er ikke kommet så langt i forløbet uden at gøre en indsats selv. Hun fortæller hvordan hun har lavet hjemmetræning hver dag ved at stå tidligere op og løbe før skole, hun har gennemført styrkeøvelser og andre aktiviteter om eftermiddagen, så hun hele tiden blev bedre - og det er lykkes.
Det bliver spændende for Borup Fodbold og U14 pigerne at følge Matildes videre færd i DBU's trup. Vi ønsker Matilde held og lykke.