Spændende dyst mellem kønnene endte uafgjort.
Det var en kamp ingen af holdene havde lyst til at tabe, hvilket kom til udtryk allerede ved holdenes kampråb. Pigerne kæmpede for ”SEJR” og drengene kæmpede for ”STOLTHED”.
Pigerne begyndte som lyn og torden og det var hurtigt tydeligt, at de havde noget mere erfaring i at spille med off-side end drengene, som først lige er begyndt. Især var pigerne angribere meget bevægelige og viste med deres bevægelsesmønstre, at de var klar til at løbe efter de dybe afleveringer.
Men Lukas og Nikolaj var meget vågne i deres forsvarsspil og da Lasse, Benjamin og Ludvig for alvor tjekkede ind i denne her sæson, blev der faktisk spillet noget nydeligt fodbold helt nede fra drengenes forsvarskæde. Det var flere niveauer over det, de havde vist i de første par kampe. Ludvig og Benjamin var meget bevægelige på tværs af banen og tilbød sig hele tiden for både forsvar og fløje.
På fløjene startede i øvrigt Niclas og Mikkel. Især Niclas var tændt, da han vidste, at den ville stå på hån derhjemme, hvis drengene tabte kampen, så han gav sig 110% i begge ender af banen og det var en fornøjelse at se, den disciplin Niclas udviste, når han havde bolden. Mange gange undervejs blev bolden lige lagt bagud til en medspiller, hvorefter han løb til en ny position for at modtage den igen. Præcis den form for fodbold, jeg vil have holdet spiller.
På trods af, at drengene virkede klar fra start og også kombinerede nydeligt og hurtigt, når de havde bolden, så var det pigerne, som havde overtaget i de første 25 minutter og vi var nok heldige med ikke at være bagud med en enkelt pind, da vi gik til den første pause.
Anden periode begyndte pigerne atter bedst og midt i halvlegen lykkedes det dem da også at få spillet sig ind i mellem de to forsvarspillere, så der var fri passage mod Simon inde på målet. Pigen afsluttede køligt og selvom Simon fik fingerspidserne på bolden, var det ikke nok til at forhindre en fortjent føring til pigerne.
I anden periode havde jeg i øvrigt sat U12 raketten, Sofus, på banen. Sofus havde indtil da aldrig spillet en 9-mands kamp, eller med off-side, eller sammen med et rent Borup 1 hold før. Men jeg ville gerne se ham an alligevel og halvlegen var ikke ret gammel, før vi fik en prøve på at man skal stå tidligt op, hvis man skal kunne følge med Sofus i en løbeduel. Han kom oven i købet flere gange til baglinien og fik sendt bolden ind i feltet. Sofus’ ”debut” på 9-mands gik over al forventing og han fik fortjente klapsalver af både træner og holdkammerater da han blev skiftet ud i pausen.
Målet til pigerne fik lige givet drengene det sidste spark bagi og de gik fra at spille i et i forvejen pænt tempo til at skrue yderligere 10-15% op for intensiteten og 3. halvleg blev et stort pres mod pigernes mål. Desværre blev de mange rigtig gode opspil ikke afsluttet godt nok. Angriberne tog i mange tilfælde de forkerte beslutninger, om hvornår og hvordan de skulle afslutte. Når de så endelig fik afsluttet på det rigtige tidspunkt, var det ofte lige på målmanden.
Men de pressede på og Benjamin var ved at lave en flot assist, hvor han med ryggen til mål, løftede bolde op og sparkede den ind over hovedet på sig selv med retning mod den bagerste stolpe, hvor en af drengene kom til en god afslutning, som desværre gik i sidenettet.
Mod slutningen af kampen fik pigerne nogle gode kontraangreb og det var da også efter et af disse, at Simon fik fat i bolden og sparkede den langt ned på pigernes banehalvdel. Lasse havde læst situationen og fik i kamp med to piger fat i bolden og lobbede den ind over pigernes målmand til slutstillingen 1-1. Målet gav i øvrigt anledning til en ny jubelscene fra drengene – som faktisk blev udført ganske godt. Men det er jo bare typisk Lasse at sørge for at vi på sidelinien også bliver underholdt.
Få minutter senere blev en rigtig underholdende og intens kamp fløjtet af og set over hele kampen var det fortjent for begge hold, at den endte uafgjort, da ingen af holdene havde fortjent at tabe kampen. Tak til pigerne for en rigtig god gang modstand og U12 drengene ønsker dem al mulig held og lykke i deres turnering (og så er vi i øvrigt altid klar til endnu en dyst mod jer).
Til drengene vil jeg bare sige, at det var rart at få lidt flere af jer op i gear. Lukas, Lasse, Benjamin, Ludvig og Niclas var fremragende, men resten af gruppen gjorde det også godt og viste, at de stort set over hele linien er ved at få banket ”vinterrusten” af sig. Nu skal denne formfremgang så bare fortsætte resten af foråret.